- En korsvej imellem Paradis og en galeanstalt, kaldte Virtus Schade Jerusalem i en kæmpeartikel i Berlingske Tidende for mange år siden, da jeg var praktikant på avisen. Og han havde ret.

Jerusalem lader sig ikke beskrive. Den skal opleves. For Jerusalem er det hele og dets modsætning.

Jerusalem er fantastisk og forfærdelig. Smuk og grim. Velsignet og forbandet. Vidunderlig og helt umulig. Fredelig og krigerisk. Harmonisk og kontrastfyldt. Gammel og moderne. Fortsæt gerne modsætningerne. De passer helt sikkert på Jerusalem.

Netop på grund af Jerusalems omtumlede historie, betydning i religiøs sammenhæng, kulørte befolkning, omstridte moderne politiske historie og så videre, er byen et perfekt rejsemål.

Jeg har sammenlagt boet i Jerusalem i omkring 30 år, og jeg opdager stadigvæk hele tiden nye ting, nye kroge, møder interessante mennesker, opdager nye mysterier og så videre. Jerusalem er en neverending opdagelsesrejse.

I en by som Jerusalem er der en masse ting, der er et must. En række seværdigheder, som man skal opleve. En lang række ting handler om byens rolle i Bibelen og den jødiske og kristne historie. Andre hænger sammen med byen moderne, omstridte politiske historie.

Den hellige by

Lad os begynde med det bibelske.

Det hele ligger på én enkelt kvadratkilometer – godt og vel. Jerusalems Gamle Bydel indenfor den middelalderlige bymur og området lige omkring. På dette relativt begrænsede område ligger de tre store monoteistiske verdensreligioners hellige steder.

Interessant nok er alle de hellige steder sten. Stenkvadre og klippestykker. I Jerusalem har alle sine hellige sten. Hellige sten som der igennem årtusinder er blevet kæmpet om.

Jødedommens allerhelligste sted er Grædemuren, som jøder selv kalder for Vestmuren, fordi der er tale om den vestlige ydermur omkring kong Herodes’ Tempel. Ikke en del af templet selv, men den støttemur, der holdt på tempelpladsen ovenfor. Alt andet blev ødelagt af romerne i år 70. Den eneste lille bid, der er tilbage, er Grædemuren. Her samles jøder for at bede, fordi det er det nærmeste, de kan komme det oprindelige tempel.

Gravkirken er kristendommens helligste sted, fordi det ifølge traditionen er her, Jesus skulle være blevet korsfæstet af romerne, er død, blevet begravet og hvorfra han skulle være genopstået. Inde i kirken finder man derfor både Golgata, Salvelsesstenen og Jesu’ grav.

Lige ovenfor Grædemuren, præcis der hvor det jødiske tempel oprindeligt lå, finder vi i dag Klippemoskéen, der med sin gyldne kuppel er blevet hele Jerusalems vartegn. Klippemoskéen er sammen med Al Aqsa-moskéen lige ved siden af og hele Tempelbjerget, som muslimer kalder ”Haram al-Sharif” – Den Ophøjede Helligdom - det tredje helligste sted i verden for muslimer efter Mekka og Medina i Saudi Arabien. I muslimsk tradition skulle det være fra klippestykket her, at profeten Muhammed i en natlig drøm for til himmels.

Adgang og opførsel

Turister kan frit besøge Grædemuren og Gravkirken. Ved Grædemuren kan man dog ikke fotografere på Shabbat (fredag aften til lørdag aften og på visse jødiske helligdage), men man kan sagtens besøge stedet. Til Tempelbjerget var der også engang fri adgang, men siden den anden Intifada (palæstinensisk opstand) har den islamiske Waqf – der administrerer stedet – begrænset ikke-muslimers adgang til visse tidspunkter på dagen. Desuden er Tempelbjerget lukket helt for ikke-muslimer om fredagen og på muslimske helligdage. Tidligere kunne man også komme ind i moskéerne. Det er heller ikke længere muligt for ikke-muslimer.

Husk at vise hensyn, optræde og klæde dig anstændigt og respektfuldt, når du besøger et af religionernes hellige steder. Ingen korte bukser eller korte skørter. Ingen bare maver, skuldre eller udstillede kavalergange.

Normalt kan man klare sig med travebukser, hvor benene kan lynes af og på. Og kvinder kan have en let slå-om nederdel med sig i tasken og et sjal, de kan slå om skuldrene.

Husk også, at på jødiske hellige steder dækker mænd hovederne. Ofte er der en kasse med kalotter, men en ganske almindelig hat eller baseball cap er også fin. I kirker tager man hatten af. Og i moskéer er det skoene eller sandalerne, man stiller fra sig.

Uden for Den Gamle Bydel

Kristne har mange andre hellige steder, som er et besøg værd.

Går man ud af Den Gamle Bydel igennem Løveporten i østlig retning, kommer man ned i Kidrondalen. Hernede finder man Alle Nationers Kirke nederst på Oliebjergets skråning. Det er en relativ ny kirke, som ligger i det, kristne mener var Gethsemanes Have, hvor Jesus tilbragte sin sidste nat sammen med disciplene, og hvor han blev pågrebet af romerne.

I haven lige uden for kirken står nogle meget gamle oliventræer, som munkene siger er mere end 2000 år gamle. I oldtiden lå her en olivenpresse, og det var den, stedet fik sit navn fra. På hebraisk hedder olivenpresse nemlig ”gath shemanim”, hvilket er blevet til Gethsemanne.

Museer

Jerusalem har et antal meget fine museer. Først og fremmest Israel Museum, som er Israels nationalmuseum og et must. Israel Museum er i virkeligheden et antal museer samlet på et smukt område i regeringskvarteret lige overfor Knesset – det israelske parlament.

Israel Museum har et arkæologisk museum, et jødisk museum med klædedragter og interiører, et kunstmuseum, en kunst- og skulpturpark og så det, de fleste turister kommer herud for at se: Dødehavsrulle-museet og en kæmpemæssig udendørs model af Jerusalem, som byen formentlig har set ud på Det andet Tempels tid, i den periode hvor Jesus levede.

Er man allerede kommet ud på Israel Museum for at se Dødehavsrullerne og modellen af det bibelske Jerusalem, bør man unde sig selv at se i hvert fald nogle af de andre dele af museet. Det er et ret fantastisk sted.

I selve Jaffa Porten, i det såkaldte Davids Citadel, ind til Den Gamle Bydel, er der også et museum, som koncentrerer sig om Jerusalems historie. Det baserer sig mere på moderne AV-præsentationer, diaramaer, modeller mere en af originale genstande til at fortælle historien, hvilket museet gør på en meget interessant måde.

Om aftenen er der også et ”light and sound show” om Jerusalems historie. Jeg har ikke set det i et stykke tid og ved ikke, om det er blevet opdateret. Men sidst jeg så det, var det en smule for useriøst og propagandistisk til min smag.

Jødiske spiseregler

Der er masser af spisesteder i Jerusalem, og kvaliteten af maden er konstant blevet bedre i de sidste par årtier.

En række israelske restauranter er ”kosher”, som det hedder, fordi de laver mad i overensstemmelse med de jødiske spiseregler. Det betyder blandt andet også, at de derfor er lukket på ”shabbat” – fra fredag aften til lørdag aften.

Rent madmæssigt betyder ”Kosher” grundlæggende tre ting: For det første at der er rene og urene dyr. Jøder (og muslimer) spiser ikke svin. Pattedyr skal være drøvtyggere og have helt spaltede klove. Det betyder, at kvæg, får og geder er okay, mens hest ikke er det. Hønsefugle er også spiselige, mens rovfugle ikke er. Almindelige fisk (dog ikke ål, stør, stenbider og lignende) kan spises, men skaldyr er ikke kosher.

Det andet er, at man ikke blander mælk og kød. Så ingen bøf med flødesovs. Men heller ikke ost eller is efter en kødret. I praksis betyder det, at en kosher-restaurant enten er en mælke- eller en kødrestaurant. Ikke begge dele.

Sluttelig skal man undgå blod. Derfor skal dyr slagtes på en speciel måde for at få så meget blod ud af dyret under slagtningen som muligt, og derefter gennemgår kødet en behandling, hvor det bliver saltet og vandet ud flere gange.

Det er ikke en behandling, der fra et gastronomisk synspunkt gør kødet bedre. Snarere tværtimod.

Den israelske avis Haarets’ nu desværre afdøde madanmelder Daniel Rogev genbesøgte engang et antal ikke-kosher restauranter, han tidligere havde skrevet om, men som i mellemtiden var blevet kosher. Hans konklusion var, at god mad aldrig er blevet bedre ved at blive kosher.

Når det er sagt, så er der faktisk kommet en del kosher restauranter, som er ganske udmærkede. Måske fordi der i de seneste årtier er immigreret en masse franske, ortodokse jøder, som har bedre madopdragelse end israelerne traditionelt har haft. Jeg ved det ikke. Men skal man spise gourmetmad, vil jeg selv foretrække ikke-kosher restauranter. Spiser jeg endelig kosher-mad på en restaurant, er det fordi jeg vil have en særlig etnografisk oplevelse eller nyde den kulturelle atmosfære omkring traditionel østeuropæisk jødisk mad, marokkansk eller irakisk jødisk mad, italiensk mad med et jødisk twist eller lignende.

Mad, spise og restauranter

Jeg kunne godt begynde at nævne enkelte restauranter, men det vil føre alt for vidt til en enkelt artikel. Google i stedet selv restauranter og spisesteder, når du er i byen.

Jeg vil dog nævne Jerusalems gamle banegård, som er lavet om til et spise- og underholdningssted, Emek Refaim-gaden i German Colony, hvor der er masser af restauranter og caféer. Også Derech Beit Lechem (Bethlehem-gaden), som ligger parallelt med Emek Refaim. Inde i centrum er der flere gode restauranter i området omkring og i sidegaderne til Zions-pladsen. Også grøntsagsmarkedet Mahaneh Yehuda, som i sig selv er et besøg værd, og området omkring er spækket med skønne, små spisesteder.

Der er naturligvis også masser af anden mad. Arabisk, kurdisk, armensk og lignende.

I Jerusalems Gamle Bydel finder man et rigt udvalg af små og større spisesteder. Lige inden for Jaffa Porten er der i gaderne til venstre en række udmærkede kristne restauranter. Ad gaden til højre, langs bymurens inderside, finder man en fin, lille armensk taverna i en kælder.Lige ved siden af Via Dolorosa inde i det muslimske kvarter ligger en lille, lokal arabisk restaurant, Abu Sukri, som går for at have verdens bedste hommous. En tallerken hommous, et par fallaffelkugler og lidt salat er et lækkert, hurtigt frokostmåltid.

Nord for Den Gamle Bydel findes der også et antal fine arabiske restauranter. Blandt andet på Hotel Ambassador. Desuden skal man unde sig selv et besøg på det traditionsrige American Colony Hotel, hvor man kan spise ude i den skønne atriumgård. Det er dog ikke et specielt arabisk køkken, de har, men mere et internationalt køkken med et orientalsk twist.

Politik, konflikt og sikkerhed

Måske den mest kedelige og samtidig mest spændende side af livet i Jerusalem.

Man ser bevæbnet politi og soldater alle vegne. Det kan i første omgang virke lidt overraskende på en skandinavisk besøgende. Men sådan er det, når man befinder sig i et land, der har været i krig i mere end 70 år, og stadigvæk er det. Officielt i hvert fald. For i det almindelige dagligdagsliv opdager man det ikke så meget, med mindre der lige har været et terrorangreb, eller at situationen er anspændt af en anden grund.

En anspændt situation kan for eksempel være Israels 70 års uafhængighedsdag for nylig, som af indlysende grunde samtidig var 70-årsdagen for palæstinensernes flygtningetragedie. Sådan er alle nationale og politiske ting kædet ulykkeligt sammen i det her land. Det, der var en sejr for den ene, var et nederlag for den anden. Det en side fejrer, sørger den anden over. Det i sig selv skaber naturligvis spændinger.

Så årsdage og helligdage er en sådan begivenhed, hvor spændingerne kan stige.

Det samme var USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og flytning af sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Men ellers må man sige, at selvom det desværre oftest er den politiske situation og voldelige sammenstød, der får Jerusalem i de internationale mediers overskrifter, så vil de fleste opleve situationen i byen som langt mere afslappet og tilbagelænet, end de havde forventet, inden de ankom.

Besøger man London, Paris, New York eller andre storbyer i verden, der har været ramt af terrorisme, så konfronteres man også med visse sikkerhedsforanstaltninger. Det er naturligt. Desværre.

Jerusalem er en omstridt by.

Israel har for mange år siden erklæret den som sin hovedstad. Det har USA som et af de få lande i verden nu anerkendt, men palæstinenserne vil også have sin i byen. Det er bare en lille del af en større palæstinensisk-israelsk konflikt, som igen er en del af en større arabisk-israelsk konflikt.

Lige nu er det dog borgerkrigen i Syrien, Islamisk Stat, situationen i Irak, opgøret imellem Iran og Saudi Arabien, borgerkrigen i Yemen og andre ting i den arabiske verden, der fokuseres på. Og lige for tiden ser det ud, som om konflikten mellem palæstinenserne og Israel er i en venteposition. Der sker ikke meget i øjeblikket, og det er både godt og skidt.

Godt fordi det betyder, at det er roligt og sikkert. Skidt fordi nogen frygter, at det bare er stilheden før stormen. Og at så længe de grundlæggende årsager til konflikten ikke bliver løst, så er det kun et spørgsmål om tid, indtil en ny voldelig konfrontation bryder ud.

Men summa summarum: I betragtning af situationens alvor generelt, er det overraskende, hvor afslappet den opleves fra dag til dag.

Og når det sikkerhedsmæssige regnskab for en turist skal gøres op, så er det stadigvæk langt farligere at bevæge sig ud i den israelske trafik end risikoen for at komme i nærheden af et terrorangreb. Det bør man holde sig for øje.